søndag den 22. december 2013

Fantastisk fødselsdag!

Jeg kan slet ikke få armene op! Som i overhovedet ikke! Så fantastisk var min fødselsdag igår. 

Normalt er det jo et spørgsmål om at få armene ned, men i mit tilfælde er det omvendt. 

Startede dagen med en times cirkeltræning. Helt vildt godt, men også virkelig hårdt. Det var som om træneren havde skruet en hel del op for intensiteten når nu det var sidste træning inden jul. Men fedt var det. 

På vejen hjem blev der købt lidt morgenmad og så blev der ellers hygget i Ravnereden med ost og pålægchokolade på brødet. Ikke noget var bruger til dagligt :) Der blev også åbnet gaver fra Rasmus og ungerne, søde Charlotte og fra vores dejlige hjælper Jane. 

Under morgenmaden blev jeg ringet op af en fra cargoterminalen i Changi lufthavn om at der var ankommet en pakke som jeg kunne hente. Så efter lidt leg og hygge med ungerne drog Rasmus og jeg i lufthavnen for at slås med lidt singaporeansk bureaukrati og efterfølgende få udleveret to store papkasser fra DK. 

På vejen tilbage havde Rasmus planlagt at vi skulle ud og sejle. Enten Laser jolle eller Hobie Cat. Desværre var der helt vindstille, så vi måtte gå efter back up planen. Men det var heldigvis også helt vildt sjovt, for det betød halvanden times leg og sjov på kabelbane. 
Jeg kan nok konkludere at det er kombinationen af morgentræning og wake board der er skyld i de meget trætte arme idag :)

Efter en vildt sjov oplevelse på kabelbanen tog vi hjem igen og hyggede lidt med ungerne og åbnet pakke og gaver fra DK. Så blev der badet og klædt om og så gik turen ind til byen hvor vi skulle spise. 

Efter mit ønske havde Rasmus bestilt bord på en restaurant i Gardens By The Bay, en slags botanisk have som ikke er den oprindelige botaniske have... Vi kunne dog konkludere at det ikke er et sted vi kommer tilbage, men så er det prøvet. 

Efter maden gik vi hen til Marina Bay Sands hvor vi nød en drink på toppen af hotellet, 57. etage. Smuk udsigt, lækre drinks og god musik. Dejlig måde at afslutte dagen. 
Alt i alt en dejlig dag. Og den blev bestemt ikke dårligere at alle de søde hilsner på SMS, facebook og mail. Tusinde tak for dem alle! Og tak for pakken fra Danmark med gaver til fødselsdag og jul. Det var fantastisk arrangeret at den kom på mig fødselsdag. 

Og som en lille bonus oven på det hele, så fandt jeg her til morgen ud af at jeg fra nu af deler fødselsdag med en lækker lille  fyr der kom til verden igår! Tillykke med ham. 

lørdag den 14. december 2013

Wish Spheres

Fantastisk koncept!

Der kører en count down kampagne til Nytårsaften, og i den forbindelse kan man udfylde en Wish Sphere!

Det er i bund og grund bare en hvid badebold som man kan skrive på. Ideen er at man skriver sine ønsker for det kommende år på bolden som så bliver søsat i Marina Bay. Der er allerede rigtig mange Spheres i vandet, men det kommer mange flere. 20.000 bolde ialt, så det kommer til at se helt fantastisk ud. 

Vi brugte lørdag eftermiddag på en lille udflugt til Gardens by the Bay hvor vi udfyldte en Wish Sphere. Rigtig hyggelig aktivitet og synes at det var hyggeligt at kunne ønske for det kommende år!
Alexander ville meget gerne have at vi skrev at han ønsker sig en transformer. Optimus Prime! Rasmus og jeg skrev nogle ønsker der var lidt mere nede på jorden. Blandt andet et dejligt år for familien med masser af sjove stunder, besøg af dejlige mennesker her i varmen og fred i verden :)
Efter at have udfyldt en Sphere, kørte vi forbi Marina Bay for at kigge på de Spheres der allerede er søsat. Desværre havde vi ikke lige gennemskuet at vi var på den forkerte side og vi havde ikke tid til at køre om på den anden side af Marina Bay. Men en af dagene skal vi helt sikkert derhen og knipse et par billeder. 
Fed aktivitet og fantastisk koncept!

tirsdag den 3. december 2013

Jul i Ravnereden


Så har vi fundet et juletræ. Eller det vil sige en juleplante, for det ligner ikke helt et juletræ som vi er vant til dem i Danmark. Men det er fint og lige præcis som jeg ville have det. 

Jeg er ikke så vild med tanken om et plastiktræ og jeg synes de importerede juletræer man kan købe her er grimme, dyre og så holder de ikke så godt i varmen. 

Jeg har ledt et stykke tid efter det perfekte træ. Jeg vidste hvilken sort jeg gerne ville have, men har haft svært ved at finde et som passede i højden. Enten var de 4-5 meter høje eller også var de 20-30 cm høje. Men idag fandt jeg et, og jeg var lykkelig over at det passede i bilen. 

Det blev pyntet så snart det kom ind ad døren og der kommer lige lidt billedespam af vores fine træ... Både detaljer og et par stykker før, under og efter pyntningen. 
Og så var der også lige et billede af en glad Alexander foran hans pakkekalender.