søndag den 22. december 2013

Fantastisk fødselsdag!

Jeg kan slet ikke få armene op! Som i overhovedet ikke! Så fantastisk var min fødselsdag igår. 

Normalt er det jo et spørgsmål om at få armene ned, men i mit tilfælde er det omvendt. 

Startede dagen med en times cirkeltræning. Helt vildt godt, men også virkelig hårdt. Det var som om træneren havde skruet en hel del op for intensiteten når nu det var sidste træning inden jul. Men fedt var det. 

På vejen hjem blev der købt lidt morgenmad og så blev der ellers hygget i Ravnereden med ost og pålægchokolade på brødet. Ikke noget var bruger til dagligt :) Der blev også åbnet gaver fra Rasmus og ungerne, søde Charlotte og fra vores dejlige hjælper Jane. 

Under morgenmaden blev jeg ringet op af en fra cargoterminalen i Changi lufthavn om at der var ankommet en pakke som jeg kunne hente. Så efter lidt leg og hygge med ungerne drog Rasmus og jeg i lufthavnen for at slås med lidt singaporeansk bureaukrati og efterfølgende få udleveret to store papkasser fra DK. 

På vejen tilbage havde Rasmus planlagt at vi skulle ud og sejle. Enten Laser jolle eller Hobie Cat. Desværre var der helt vindstille, så vi måtte gå efter back up planen. Men det var heldigvis også helt vildt sjovt, for det betød halvanden times leg og sjov på kabelbane. 
Jeg kan nok konkludere at det er kombinationen af morgentræning og wake board der er skyld i de meget trætte arme idag :)

Efter en vildt sjov oplevelse på kabelbanen tog vi hjem igen og hyggede lidt med ungerne og åbnet pakke og gaver fra DK. Så blev der badet og klædt om og så gik turen ind til byen hvor vi skulle spise. 

Efter mit ønske havde Rasmus bestilt bord på en restaurant i Gardens By The Bay, en slags botanisk have som ikke er den oprindelige botaniske have... Vi kunne dog konkludere at det ikke er et sted vi kommer tilbage, men så er det prøvet. 

Efter maden gik vi hen til Marina Bay Sands hvor vi nød en drink på toppen af hotellet, 57. etage. Smuk udsigt, lækre drinks og god musik. Dejlig måde at afslutte dagen. 
Alt i alt en dejlig dag. Og den blev bestemt ikke dårligere at alle de søde hilsner på SMS, facebook og mail. Tusinde tak for dem alle! Og tak for pakken fra Danmark med gaver til fødselsdag og jul. Det var fantastisk arrangeret at den kom på mig fødselsdag. 

Og som en lille bonus oven på det hele, så fandt jeg her til morgen ud af at jeg fra nu af deler fødselsdag med en lækker lille  fyr der kom til verden igår! Tillykke med ham. 

lørdag den 14. december 2013

Wish Spheres

Fantastisk koncept!

Der kører en count down kampagne til Nytårsaften, og i den forbindelse kan man udfylde en Wish Sphere!

Det er i bund og grund bare en hvid badebold som man kan skrive på. Ideen er at man skriver sine ønsker for det kommende år på bolden som så bliver søsat i Marina Bay. Der er allerede rigtig mange Spheres i vandet, men det kommer mange flere. 20.000 bolde ialt, så det kommer til at se helt fantastisk ud. 

Vi brugte lørdag eftermiddag på en lille udflugt til Gardens by the Bay hvor vi udfyldte en Wish Sphere. Rigtig hyggelig aktivitet og synes at det var hyggeligt at kunne ønske for det kommende år!
Alexander ville meget gerne have at vi skrev at han ønsker sig en transformer. Optimus Prime! Rasmus og jeg skrev nogle ønsker der var lidt mere nede på jorden. Blandt andet et dejligt år for familien med masser af sjove stunder, besøg af dejlige mennesker her i varmen og fred i verden :)
Efter at have udfyldt en Sphere, kørte vi forbi Marina Bay for at kigge på de Spheres der allerede er søsat. Desværre havde vi ikke lige gennemskuet at vi var på den forkerte side og vi havde ikke tid til at køre om på den anden side af Marina Bay. Men en af dagene skal vi helt sikkert derhen og knipse et par billeder. 
Fed aktivitet og fantastisk koncept!

tirsdag den 3. december 2013

Jul i Ravnereden


Så har vi fundet et juletræ. Eller det vil sige en juleplante, for det ligner ikke helt et juletræ som vi er vant til dem i Danmark. Men det er fint og lige præcis som jeg ville have det. 

Jeg er ikke så vild med tanken om et plastiktræ og jeg synes de importerede juletræer man kan købe her er grimme, dyre og så holder de ikke så godt i varmen. 

Jeg har ledt et stykke tid efter det perfekte træ. Jeg vidste hvilken sort jeg gerne ville have, men har haft svært ved at finde et som passede i højden. Enten var de 4-5 meter høje eller også var de 20-30 cm høje. Men idag fandt jeg et, og jeg var lykkelig over at det passede i bilen. 

Det blev pyntet så snart det kom ind ad døren og der kommer lige lidt billedespam af vores fine træ... Både detaljer og et par stykker før, under og efter pyntningen. 
Og så var der også lige et billede af en glad Alexander foran hans pakkekalender. 

mandag den 11. november 2013

Haiyan

Det er så forfærdeligt! Tyfonen der har hærget Filipinerne. Og det føles endnu mere forfærdeligt når en tæt på er påvirket af det. Den værste tyfon endnu registreret. 

Vores fantastiske hjælpers, Janes, familie har mistet alt hvad de ejer på grund af Haiyan! Deres hus er jævnet med jorden og de har mistet alle deres ting. Det gode er at de er i live, men nu skal alt bygges op på ny med et minimum af penge. 

Jane og hendes søster er ved at lave en kasse med de aller vigtigste fornødenheder som de sender imorgen. Vi hjælper selvfølgelig hvor vi kan, og sammen med søsterens arbejdsgiver, betaler vi for at sende kassen. Derudover spæder vi også til hvor vi kan med tøj og ting. 

Det er bare så hårdt at se Jane gå rundt og være så ked af det... 

Jane gik i to dage og ventede på livstegn fra hendes forældre, hendes bror, hendes datter og  søsterens datter. Hun fik efter mange tårer og bønner endeligt besked om at alle, pånær hendes bror, er i live. Broderen har de ikke hørt fra endnu så vi krydser fortsat fingre og tæer!

Kryds lige fingre derude når i læser dette og send nogle varme tanker mod en meget presset nation. 

Læs eventuelt om Haiyan her:
http://mobile.reuters.com/article/idUSBRE9A603Q20131110?irpc=932


Julen står for døren

Vi holder jul i Singapore i år. Vi får en enkelt rejse til Danmark om året som en del af Rasmus kontrakt log den rejse brugte vi i sommer. Det bliver en smule dyrt at skulle rejse til Danmark når man er en familie på fire, så julen bliver fejret i varmen. 

Jeg er gået på jagt efter et juletræ, eller en juleplante. Jeg vil faktisk helst ikke have et traditionelt juletræ da jeg synes at det hører sig det kolde nord til. Og jeg har tænkt meget over det, men jeg tror aldrig at jeg bliver helt glad for kunstige juletræer. Så der skal findes en juleplante som kan bære noget julepynt.

Som en stor del af julen for danskere i Singapore bliver der afholdt Julebazar i sømandskirken i slutningen af november. Her kan man selvfølgelig købe julens fornødenheder som flæskesteg, rødkål, ribsgele og så videre. Derudover er der hygge for børnene, masser af dansk smørrebrød, salg af småkager, juledekorationer og julepynt. 

Med hensyn til julepynten, så er der købt en hel del i Danmark som er blevet sendt hertil men derudover har en masse kreative damer lavet håndlavet julepynt som bliver solgt på bazaren. Og jeg er da en af dem :) 

Jeg er blevet inspireret af ting jeg har set på nettet, pinterest og andre blogs. Dog er kuben af kanel en ener, den bliver der nok ikke lavet mange af :)

onsdag den 23. oktober 2013

Alene igen

Vi har lige haft besøg af familien HC! Det har været fantastisk og vi savner dem allerede.

Vi fik lavet en masse sjove ting og set en masse forskelligt. Der blev dyrket leg ved poolen og sightseeing i byen. Spist lokal mad fra food court og store is i varmen. Jeg synes det var dejlige 10 dage hvor vi fik lavet lidt af hvert, både for børnene og for de voksne. Og det bedste af det hele var al den rødvin der blev indtaget mens vi spillede spil om aftenen!

Vi fik besøgt Singapore ZOO, Legoland i Malaysia, taget en tur med svævebane, tisset på et 'Iconic Restroom', kørt med sightseeing bus, drukket kokosmælk af friske grønne kokosnødder, oset på markeder i Little India, kørt med MRT (metro) og spist moon cake. Og en masse andre ting som jeg ikke lige kan huske nu :)

Der kommer lige lidt stemningsbilleder fra besøget.


fredag den 4. oktober 2013

Do you speak english?

Det er nu vildt og der giver lidt tårer i øjnene engang imellem. På den gode måde. Alexander altså, og det han laver.

Jeg var frivillig hjælper i en bibliotekstime i hans klasse i onsdags og jeg var lige ved at tudbrøle af stolthed da læreren snakker om venner og Alexander rækker hånden op og fortæller, på næsten perfekt engelsk at han har to venner og at de hedder Jonas og Alfonso og at de er hans bedste venner. Det er da stort! Han er kun lige fyldt fire år og har aldrig været udsat for engelsk før vi flyttede!

Herhjemme præsterede han onsdag aften at brede sin dyne ud på senge og sige: "This is a rectangle! It has four sides - one, two, three, four. This side and this side is the same. And this side and this side is the same. That side and that side is not the same. And that side and that side is not the same." Så var der tårer i moderens øjne igen! Hvad sker der for at han forstår rektangler?!?! Og kan fortælle om dem på engelsk?!?! Og han kan overføre den viden til dynen som han har bredt ud på sengen?!?

Det er ikke fordi jeg vil blære mig med noget, for der er masser af børnene i Alexanders klasse der er meget længere fremme end ham, men jeg synes dæleme at det er flot!

Ved middagsbordet torsdag snakker vi om ordet "silly"=fjollet. Så siger Alexander: "man kan også sige 'you is funny'!" Jeg retter ham og siger: "Det hedder 'you are funny'". Her står Alexander dog HELT fast på sin overbevisning og påstår hårdnakket at det hedder 'you IS funny'. Jeg giver ham til sidst ret efter devisen om at han får ret, jeg får fred. Men igen synes jeg at det er lidt vildt at han kobler ordene 'silly' og 'funny' sammen og kan forstå at de ligner hinanden og at man kan bruge begge ord om en der er fjollet!

Det hele kommer dog lidt i perspektiv når han så torsdag eftermiddag går rundt om poolen på en kant og overser et kæmpe træ der er i vejen for ham og derfor næsten løber direkte ind i træet med hovedet og bryder grædende sammen.



I øvrigt lidt vildt at modtage en fødselsdagsinvitation fra en af klassekammaraterne som han selv har skrevet... Måske har han ikke selv formuleret hvad der skal stå og han kan nok heller ikke stave, men at skrive håndskrevne breve til alle i klassen når man fylder fire år - det er da for vildt! DET kan Alexander ikke!

søndag den 29. september 2013

Fantastisk kærestedag/bryllupsdag

10. september var det vores bryllupsdag. Sidste år havde vi en lille baby på 4 uger, så dengang blev det ikke til så meget fejring, men det gjorde det heldigvis i år!

Jane passede ungerne og Rasmus og jeg var ude og opleve byen!

Rasmus kom tidligt hjem fra arbejde og overraskede mig med en fin gave, en super lækker taske som jeg har ønsket mig i lidt tid efterhånden. Super måde at starte vores bryllupsdag :)

Så tog vi ind til centrum hvor vi hyggede rundt og så lidt af den by som vi ellers ikke har haft tid til at udforske. Vi shoppede lidt (til mig), legede turister foran Merlion, sejlede med flodtaxa, drak øl på hyggelig restaurant, drak drinks på snazzy bar og sluttede aftenen med en helt utroligt lækker middag på restaurant Equinox på 70. etage af Swissotel.

Det var den perfekte dag og det var dejligt at være ude sammen og holde i hånd og snakke og hygge og spise og drikke!

P.s.: Klik på billedet for at gøre det større..

fredag den 27. september 2013

Ungernes fødselsdage

Lidt forsinket kommer der lige lidt billeder fra ungernes fødselsdage.

Alexander havde fødselsdag på Singapores nationaldag, så der var fest i hele Singapore, og der var pyntet op med flag og bannere alle steder. Alexander var godt klar over at det var Singapores fødselsdag, men han mente at der var pyntet op for både ham og Singapore!

Vi havde jo besøg af den dejlige familien Larsen, så der var lidt ekstra folk til at fejre ungernes fødselsdage. Det var dejligt, for det kan hurtigt blive en lidt tam forestilling at fejre fødselsdag i et fremmed land når man ikke har boet der så længe.

Derudover havde familien Larsen også medbragt fødselsdagsballoner og flagguilander med både ettaller og firetaller. Det gav lidt ekstra festlig stemning både i lejligheden og da de blev genbrugt da vi holdt fødselsdag ved BBQ pit ved poolen.

Alexanders fødselsdag blev fejret med brunch og gaver. Ren hygge. Han fik masser af småt lego, altså den almindelige størrelse lego i stedet for duplo som han ellers stadig leger med. Derudover fik han en ny skoletaske, en ninja turtle figur og lidt tøj.


Dagen efter, på Sagas fødselsdag, havde vi inviteret nogle venner til BBQ ved poolen. Der var selvfølgelig familien Larsen, og så kom Katrine og Martin som vi jo kender fra DK og Charlotte og Jan som er nogen vi har mødt her i Singapore og som stort set er vores naboer. Derudover kom Katrine og Ed og deres tre børn. Katrine har jeg skrevet med i lang tid da de lige er flyttet til Singapore, og i den forbindelse havde en masse spørgsmål inden de rejste. Det var første gang jeg så hende, så det var lidt sjovt og vældig hyggeligt!

Det var en super hyggelig dag med balloner, flag, gaver, badning, bøffer, øl og sodavand.


 

onsdag den 4. september 2013

Uheldig forkortelse...

Disse mails sprang lige i øjnene på mig forleden...


Men ud over den uheldige forkortelse som gmail lige fik ordnet så er det faktisk en rigtig fin organisation.

Det er en organisation der startede med at være for skandinaviske kvinder, men nu er den åben for alle, og der er en del forskellige nationaliteter repræsenteret. SWA arrangerer en del forskellige ting man kan deltage i, computer kurser, gåture, madlavningkurser, eksklusive aftaler med diverse forretninger om shopping events og lignenede.

Alt overskud går til velgørende formål og støtter derved lokale singaporeanere med blandt andet scholarships til forskellige skoler eller med økonomisk hjælp.

Se eventuelt mere her.

søndag den 1. september 2013

Midnight blues

Eller tæt på midnat... Det lød bare federe end '22:36 blues'.

Ja, jeg ved godt at der har været stille på min lille blog i to måneder. Det er jeg ked af, men der har været ferie, besøg og skolestart der har holdt mig beskæftiget. Mere om det hele på et lidt senere tidspunkt.

Men nu er det søndag, imorgen er det mandag. En ny uge, hvor Rasmus skal på arbejde, Alexander skal i skole, Saga skal i legestue med Jane og jeg skal.... Tja, hvad skal jeg egentligt?

Jeg har lige ramt muren! Vi har for nyligt rundet det første halve år i Singapore, og hold da op hvor er tiden gået hurtigt! Det har været gode tider, dårlige tider og hårde tider... Nu har vi fundet en hverdag, og så er det jeg rammer muren...

Da Alexander startede i skole gik der halvanden dag, så havde jeg kontaktet tekniske universiteter her i Singapore for at høre om enkeltfag, meldt mig til kinesisk undervisning (mandarin) og skrevet på facebook om der var nogen der kendte til noget jeg kunne give mig i kast med...

Jeg har været så heldig at blive kontaktet af nogle rigtig flinke gutter i DK som gerne ville have mig til at lave noget for dem i forbindelse med et projekt de laver, og det lyder super spændende. Jeg er meget interesseret og det giver mig mulighed for at arbejde nogenlunde inden for mit felt (Jaja, Ruby er ikke VHDL eller Verilog, men hvem tæller?).

Men alligevel tillader jeg mig at blive lidt blå?!? Udtrykket virker ikke rigtigt på dansk... Ej, jeg er bare ramt af en meget overskyggende ensomhed. Jeg savner at skulle på arbejde - altså både det fagligt udfordrende i et arbejde, men nok mest af alt at have kollegaer. Mennesker man ser hver dag, mange timer om dagen og som man deler små og store ting med.

Det er fantastisk at jeg har fået muligheden for at lave noget hernede, men det er jo programmeringsarbejde, hjemmefra... Så det er ikke ligefrem det sociale der bliver plejet i den ordning. Så går jeg til kinesisk, men der er halvanden time en enkelt gang om ugen, og vi snakker kinesisk. Igen er det ikke lige det sociale der er i højsædet. Jeg har desuden meldt mig ind i SWA, Scandinavian Women's Association, et fint forum hvor man møder en masse (kvinder) til f.eks. Walk and Talk arrangementer, madlavningskurser eller computerkurser... Alle tiders, men det er igen ikke nogle mennesker jeg ser hele tiden og så kan det tage meget lang tid at komme ud over det meget overfladiske samtaleniveau.

Jeg savner at gå i seng søndag og vide at jeg skal på arbejde mandag... At jeg skal tilbage på pinden... At der er andre ting end cykelturen til stranden eller te og en bog på Starbucks. Det har været et fantastisk halvt år på godt og ondt og jeg elsker stadig Singapore. Men jeg blev pludseligt så ensom...

onsdag den 3. juli 2013

En helt ny verden... Igen!

Hjemvendte til det danske er der pludseligt en del ting der springer i øjnene.

  • Jeg savner automatgear - jeg er ved at lære det igen, men til at starte med glemte jeg konsekvent at sætte bilen i første gear ved lyskryds, og det er nu ikke så nemt at starte i fjerde eller femte gear. 
  • Jeg fik nærmest angstanfald da vi blev hentet i lufthavnen af Rune som (selvfølgelig) kørte i højre side... Troede seriøst at jeg skulle ende mine dage som spøgelsesbilist!
  • Jeg gik helt i panik da jeg skulle bruge mit dankort første gang i over fire måneder - men heldigvis er koden på forunderlig vis indprentet i min hjerne...
  • Jeg havde været klog og sørget for et Telmore abonnement inden vi tog afsted, så jeg kunne skifte simkort i min telefon og dermed være til at få fat i med det samme... Havde så taget det forkerte simkort med, så jeg skulle alligevel vente fire dage :(
  • Jeg har på ingen måde pakket det rigtige... Her er jo p**** koldt! Har kufferten fuld af sommerkjoler og så er temperaturen omkring de 15 grader og det regner!
  • Det tager uendelig lang tid at få børn vendt til den rigtige tidszone. Vi rejste på et rigtig dårligt tidspunkt på dagen i forhold til ungernes rytmer, så det er først natten til idag hvor de har sovet nogenlunde normalt. Ellers er de vågnet meget tidlig. Alexander er gerne vågnet med ordene: 'Skal vi stå op nu?' 'Nej, det er stadig nat!' 'Men se mor, solen er stået op, det er helt lyst!' Har jeg sagt at jeg HADER at solen står så tidligt op i Danmark om sommeren. I singapore står solen op kl 7 og når ned kl 19. Hele året rundt! Det er fantastisk når man har børn. 
  • Sidst men bestemt ikke mindst så savner jeg Rasmus! Både som kæreste og som far til mine børn. Jeg har rigtig meget hjælp til ungerne fra min mor og Michael, men far ville nu være dejlig at have her. 


fredag den 28. juni 2013

Hvad vi forlod...

Bare lige lidt billeder der viser Singapore som vi forlod det... Billederne er taget på vej til lufthavnen hvor Hazen var slem, men bestemt ikke var på sit værste, og de er taget kl 11 om formiddagen hvor vejrudsigten sagde sol, ingen skyer...







torsdag den 27. juni 2013

Flyskræk

Puha, så blev det for meget. Efter en uge hvor det blev frarådet at man gik udenfor, blev det for meget med den Haze, og jeg ville tilbage til Danmark før tid. Jeg fik fredag snakket med Rasmus som var på arbejde og han fik snakket med rejsesfdelingen i Mærsk. Ungerne og jeg fløj dagen efter, lørdag, kl 14. Så det gik ret stærkt med at komme ud af landet, men vi trængte også til noget frisk luft.

Oprindeligt skulle vi have fløjet direkte til Cph, men der var ingen billetter med så kort varsel og det blev derfor til en tur over Frankfurt. Turen var placeret på det værst tænkelige tidspunkt i forhold til ungernes sovetider, så det var ikke lutter sjov og ballade. Det er svært at få passet de helt basale ting som f.eks. toiletbesøg og mad ind på sådan en flyvetur når man har en baby med. Jeg stolede ikke rigtig på at hun ville blive i det bassinet vi havde fået til hende, så hun skulle enten overvåges af kabinepersonalet eller af en medpassager.

Personalet var søde, men meget usikre, og de fortalte flere gange at de ikke havde så meget erfaring med børn og derfor ikke var helt trygge ved at skulle holde Saga eller bare kigge efter hende når hun lå i bassinettet. Jeg havde heldigvis en MEGET sød medpassager der kunne hjælpe mig. Han var villig til at holde Saga når jeg absolut ikke kunne holde mig mere.

Efter 8 timers flyvning fik vi serveret andet måltid på turen men jeg havde endnu ikke fået noget at spise. Jeg var lykkelig fordi Saga heldigvis sov, så der var udsigt til noget mad, men kort efter jeg fik det serveret blev 'fasten seat belt' skiltet tændt, og så skal Saga op af bassinettet :o( Det var så enden på det måltid, hvis ikke min medpassager var så sød at nærmest made mig.

Det var ikke ligefrem min ønsketur med ungerne, men vi overlevede alle, og jeg er overbevist om at jeg er blevet en stærkere kvinde efter oplevelsen.

onsdag den 19. juni 2013

Haze Days

Her lugter af lejrbål! Hele tiden. Eller det vil sige at det har der gjort de sidste tre dage. Det hedder Haze og det er en tåge der lægger sig over hele Singapore og så lugter her af lejrbål!

Det kommer af skovafbrænding i Indonesien og det er ikke særligt sundt. Det er heldigvis ikke så tit det sker, men når vinden blæser forkert kan det somme tider ske. Det er første gang i de snart fire måneder vi har været her at vi oplever det. Og så er det ekstra slemt denne gang. Ofte varer det kun en dag, men denne omgang er det værste i 16 år. 

Der bliver dikteret nogle grænser for hvor højt PSI tallet (Pollutant Standards Indexmå være i forhold til hvordan man skal forholde sig. I Singapore ligger PSI tallet omkring 170 lige nu, og et tal mellem 101 og 200 kaldes 'unhealthy' og man anbefaler at folk med hjerte/lungeproblemer, ældre og børn skal undgå at være ude for længe. 

PSI tallet går op og ned alt efter vinden og vejret. I morges var det omkring 70 og alle var glade for at det nok var ovre snart, men nu er det jo så oppe igen :( Så skal ungerne underholdes indenfor og man bliver træt af at være inde med aircondition og lukkede døre. 

Så lige nu bliver der krydset fingre for at det snart regner, men man kan godt nærke at sommeren er her, der er længere og længere mellem regnbygerne. 



tirsdag den 18. juni 2013

Et par lister...

Her kommer lige et par lister jeg har brygget på...

Først en liste over ting jeg skal vænne mig til her i Singapore

  • Alle går virkeligt grimt! Virkeligt! Jeg føler hver dag, mange gange, trang til at sige til folk at de skal løfte fødderne eller går ordentligt... Det er ALLE. Forretningsfolk, børn, mødre, teenagere... Alle!
  • Trafikken - det kræver virkelig tålmodighed og overskud at køre bil her i Singapore. Det er som om alle mener at de er alene på vejene og derfor kan lave vognbaneskift som det passer dem. Og de der hvide linier på vejene, det er meningen at de skal være under bilen, ikke?
  • Checks! GÅ.NU.VÆK.MED.DE.CHECKS! Man kan stort set ikke betale en regning uden en check. Jeg har aldrig ejet et checkhæfte og ved ikke engang hvordan man udfylder en check. Argh!
  • Tidsforskellen er ret irriterende. Der er i øjeblikket 6 timers forskel på DK og SG. Det gør at al kontakt med venner og familie ofte skal ske i weekenden, for når dem i DK er hjemme fra arbejde er vi gået i seng.
  • Vandvarmere er en anden ting jeg ikke rigtig kan vænne mig til... Vi har fem vandvarmere i lejligheden, og inden man skal bruge varmt vand skal man tænde dem og så slukke dem når man er færdig med at bruge varmt vand. Det har dog resulteret i mange kolde bade da det er sjældent at man lige har 10 minutter til at vente på at vandet er varmt. Men det er sådan man gør det.

Og så er der de rigtig dejlige ting som jeg kommer til at savne når vi rejser fra Singapore engang

  • Poolen! Vi bruger rigtig tit at vi kan gå ned og svømme lidt, enten alene eller med ungerne. Og så er den lige neden for altanen.
  • Vejret - jeg skriver ofte blogindlæg siddende på vores altan i 30+ graders varme med P3 som baggrundsstøj. Det er til at leve med!
  • Jane. Hun er (indtil videre) en gave fra gud (som jeg ikke tror på...). Hvem er det lige der skal stryge Rasmus' boxershorts når vi flytter til DK? Ja, det bliver ikke mig!
  • Bare tæer, hver dag, hele dagen!
  • Shoppingcentre galore! Her kan Amagercentret godt lære lidt.
Og der er selvfølgelig 1.000 andre ting, men det var lige hvad jeg kan komme i tanke om... Så slutter jeg lige med et par tilfældige billeder.



søndag den 9. juni 2013

Er det så bedre?

Ja, det er det - det er fantastisk at have Jane hos os indtil videre.

Hun er rigtig god med ungerne og de elsker hende. Alexander græder hvis vi kører og hun ikke skal med, og Saga nyder tydeligt at være sammen med hende. Så det kunne ikke være bedre.

Og Rasmus og jeg, vi nyder det også! Hun ankom torsdag eftermiddag og har indtil videre støvsuget overalt, gjort alle fire badeværelser rene, tørret støv af, ryddet op i køkkenskabene, rengjort køleskabet, pudset vinduer, vasket og strøjet alt vasketøj og så selvfølgelig små ad hoc opgaver som at ordne køkken efter vi har spist og rede sengene. Det er mildest talt et helt nyt hjem.

Det giver lidt mere overskud til ungerne når Jane er der til at hjælpe. Det er som om vi får lidt mere luft. Og vi har været i biografen, Rasmus og jeg - det var dejligt med lidt kærestetid!

Hun er blevet indrettet i vores bomberum som er et rum alle lejligheder bygget efter 11. september 2001 skal have. Det er ikke stort, men hun har en loftseng, en kommode og en ventilator. Derudover har hun eget toilet og plads i vores yard som er et bryggers-område hvor der er åbent ud til, og her har hun et bord og et par stole. Hun vil helst ikke spise med os, men sidder gerne med ved bordet og giver Saga mad mens vi spiser, så laver hun mad til sig selv senere på aftenen og spiser i yarden.

Idag er det søndag og så har hun fri, så hun tog af sted tidligt i morges og vi ved ikke helt hvornår hun kommer hjem. Det kan allerede ses i vores hjem at hun ikke er her, men vi klarer den nok :)

Vi glæder os til at lære hende bedre at kende og hun bliver en større del af familien.

onsdag den 5. juni 2013

Tomorrow, tomorrow, i love you, tomorrow.

Imorgen kommer vores hjælper! 
Det er spændende, skræmmende, forløsende og fantastisk. 

Det er noget vi virkeligt gerne vil, men lige idag virker det en smule skræmmende. En maid der skal bo hos os... Ikke lige noget vi havde forestillet os før vi flyttede hertil. 

Men det skal nok blive godt. Jeg er sikker på at hun er sød. Janemel. Det hedder hun. Og desværre har vi i et stykke tid omtalt hende som jane-mel... Ligesom grahamsmel eller sigtemel. Nu håber jeg bare vi kan lægge det fra os når hun nu flytter ind, og at vi kan opføre os ordenligt og udtale hendes navn som det skal. 

Men vi krydser fingre for at hun er den rigtige for vores familie og at hun er fantastisk med ungerne. 

torsdag den 30. maj 2013

Ikke altid lutter lagkage

Her er fantastisk, ingen tvivl om det. Her er varmt, solen skinner næsten altid, elsker vores lejlighed, elsker poolen, elsker udsigten og elsker at opleve dette med min familie. Men... Det hele er ikke lutter lagkage.

Det er svært. Det er et nyt land, en ny kultur og en helt ny situation for vores lille familie.

Jeg får ofte en knude i maven når jeg tænker på venner og familie i Danmark (og min far og Birthe i Sverige) og jeg savner at ses med dem jeg holder af. Jeg savner duften af nyslået græs. Jeg savner måden alting bliver frisket op efter en regnbyge (det sker ikke her på samme måde, selvom det regner ofte). Og jeg savner at arbejde. Jeg savner den Maria jeg var før vi tog afsted.

Det er ikke fordi jeg fortryder vores eventyr, og jeg vil bestemt ikke flytte tilbage lige foreløbigt, men det kan være ret svært engang imellem - eller hver dag.

Det jeg kæmper mest med er ungerne. Jeg føler at jeg er sammen med dem ALTID. Rasmus tager afsted kl. 6.15 og er hjemme mellem 16.30 og 17. Vi står alle op omkring kl 6, og så skal jeg ikke rigtig noget med ungerne før klokken 11 hvor vi tager afsted mod skolen. Og her er det så problemerne opstår.

Begge unger kræver konstant opmærksomhed og kæmper for at få den. Det betyder at jeg enten har en grædende baby eller en sur dreng. Saga skal sove første lur mellem 8.30 og 10.30 og i det tidsrum kan jeg ikke gå nogen steder med Alexander og vi skal helst være en smule stille da lejligheden er ret lydt (hedder det det?). Og med marmorgulve overalt larmer Lego klodser ret meget. Så det er 2 timer hvor vi skal være stille, men selvfølgelig skal blive i lejligheden. Og Alexander spørger konstant om vi kan gå ned og bade, men det er desværre udelukket...

Når Saga vågner skal vi spise (tidlig) frokost og så drager vi mod skolen. Desværre kunne skolen kun tilbyde skolebus på hjemturen, så jeg skal sørge for at aflevere ham. Med bil/taxa tager det 15 min. at komme ind til skolen, men jeg skal have noget at bruge formiddagen på, så vi tager det offentlige derind. Det betyder en tur med shuttlebus, skift til en anden shuttlebus, en kort gåtur til MRT'en (metroen) og så med to forskellige tog. Så er vi i centrum og skal gå en tur på 10 min (på grund af klapvogn og meget langsom 3-årig) hen til skolen. I alt en tur på 1 time og 15 min. Men det er 1 time og 15 minutter hvor jeg ikke skal underholde - det klarer bussen og toget.

Så giver jeg Saga mad og snakker med de andre mødre mens vi venter på at læreren henter børnene. Når de er hentet og gået til klassen bestiller jeg en taxa og skynder mig hjem. Når jeg er hjemme med Saga er hun så træt at hun ikke kan hænge sammen - ofte falder hun i søvn i taxaen. Så har jeg to timer for mig selv hvor Saga sover - de to timer bliver nydt i fulde drag.

Så vågner Saga og skal have en snack og underholdes indtil klokken 16.10 hvor Alexander skal hentes ved skolebussen som holder lige neden for bygningen. Og så står den ellers på underholdning af begge unger resten af eftermiddagen og aftenen. Heldigvis er Rasmus ikke vildt sent hjemme, så han er en stor hjælp når jeg er ved at flå håret ud med roden... Men når først Rasmus er hjemme giver det mulighed for at gå ned og bade med Alexander, eller ud og køre på cykel og det er fantastisk.

Det hele bliver dog (forhåbentligt) bedre når vi får vores maid (i næste uge) da hun så kan tage Saga mens jeg kan lave noget sjovt med Alexander, eller hun kan gå ned og cykle med ham og jeg kan tage Saga. Og så bliver det bedre når Alexander starter sommerskole om 1 uge da det ligger om formiddagen og ikke om eftermiddagen - så regner vi med at der er skolebus begge veje og så er det lettere at underholde en dreng der allerede har oplevet en masse i løbet af dagen. Og så ser vi vildt frem til august hvor skolen starter igen efter sommerferien og han skal til at gå i skole hele dagen. Det bliver en helt ny verden.

Og så skal jeg nok få arbejdet lidt. Og få trænet lidt. Og finde frem til den Maria jeg savner. Der er lysere tider forude.

lørdag den 25. maj 2013

Ikke helt billigt

Jeg var meget spændt på hvad ting kostede her i Singapore inden vi flyttede. Katrine havde fortalt at her var dyrt, men det var svært for mig at forstå da Singapore jo er et asiatisk land, og mine erfaringer siger mig at alt er billigt i Asien...

Det viser sig at Katrine delvist har ret. Nogle ting er ret dyre - andre er ikke. Det er (selvfølgelig) specielt de lokale ting der er billige og med lokale mener jeg altså varer produceret i regionen - for der bliver ikke produceret mange (mad) ting i Singapore. Det er der slet ikke plads til.

Jeg har lige været ude og handle og kom af med 178 SGD svarende til 812 kr. Og jeg handlede ikke mad til mere end 2-3 dage. Og så lige to pakker bleer, morgenmad til en uge og et par andre dagligdagsting. I alt en ret fuld vogn...

Af de dyre ting kan nævnes:
Hakket oksekød, 45 kr for 430 gram
Mælk, 25 kr for 2 liter
Bleer, ca 150 kr for en pakke med 34 stk.
Flåede tomater, 13 kr. for en dåse
Babymad på glas, mellem 15 og 20 kr pr. glas
Havregryn, 25 kr for 1 kg.
Rugmel, 30 kr for 500 gram

Jeg synes de nævnte ting er ret dyre, og desværre er alle tingene noget der indgår ret ofte i vores husholdning. Men der er også en del billige ting. Her kan nævnes:
Afskårne orkidéer, 30 kr for et bundt
Gul peberfrugt, 15 kr for 5 stk
Æbler, 12 kr. for 5 stk
Bananer, 10 kr for 6 stk.

Nogle af priserne er nogenlunde de samme som i Danmark, nogle ting er lidt billigere. Til gengæld er der ikke rigtig noget der hedder økologisk - eller det er der, men det er ikke til at betale.

Ud over at mange ting er dyre, så er mange af tingene også bare anderledes. Jeg har idag købt en kylling, med hoved, øjne, fødder og indmad - ikke som de fine rensede kyllinger jeg er vant til fra køledisken i Stenløse. Agurker er også noget helt andet her - de er enten kæmpe store, med store kerner og uden smag, eller små og tynde, stort set uden kerner men med masser af smag. Tomater er sjældent flotte, røde og modne. Jordbær er importeret fra USA og kan snildt koste 75-100 kr for en almindelig bakke. Kerner og frø er stort set umulige at opdrive. Og ost er urimelig dyrt og savnes meget i vores hjem.



lørdag den 18. maj 2013

Grønne fingre


Vi har rigtig mange altaner i vores lejlighed - ja, blær, det ved jeg godt, men det har vi! Derfor har jeg været ude og købe planter til nogle af altanerne. Og det er altså en fornøjelse. 

Her kan jeg købe planter, kæmpe planter, som jeg kan have i de to år vi er her. I DK hade jeg også masser af planter udenfor, men de blev kun købt til at holde gennem sommeren, men da det er sommer året rundt, regner jeg med at kunne have planterne indtil vi tager hjem. Det stiller dog krav til mine grønne fingre. 

Det var en fantastisk oplevelse at være på planteskole (nursery) idag. Rasmus underholdt ungerne, så jeg var alene afsted. 

Det er et kæmpe stort sted med tusindvis af planter og blomster. Jeg fik 5 planter med hjem, 3 blomstrende og 2 grønne planter, og de er super smukke. Og så var det billigt. Hvis man skal matche priserne andre steder i Singapore skal man købe planter i IKEA, men der er der ikke så mange at vælge mellem. 

Her er lidt billeder fra det nursery jeg besøgte. 




Det sidste billede er af en af de planter jeg købte som lige skulle trimmes inden jeg fik den med hjem. 

Og så så bilen sådan ud da den var lastet...


Nu skal planterne bare placeres de helt rigtige steder, og så skal jeg finde ud af hvad jeg mangler og så tilbage igen :)

onsdag den 15. maj 2013

Øv!

Det er svært at få groft brød her i Singapore, og jeg har et stykke tid ledt efter noget Saga-venligt brød der var lidt groft i det. 

Derfor blev jeg glad da jeg fandt en brødblanding der lød helt perfekt. 
Brødblanding blev købt og idag fik jeg endeligt taget mig sammen til at få det bagt med stor hjælp fra Alexander. Eller det vil sige, det er ved at hæve mens jeg skriver. 

Men den store skuffelse kom da jeg klippede pakken op og der breder sig en duft/lugt/dunst af kommen! Jeg HADER kommen. Og hvorfor komme kommen i et grovbrød?!? Og de burde advare på pakken at man skal have passeret 70 år for at kunne spise resultatet af brødblandingen. Det er unfair at velmenende forældre der leder efter noget groft brød til deres babyer bliver så slemt overraskede når de bare leder efter en fool-proof brødblanding. 
Nå, men vi må se om Saga, på trods af at hun er næsten 70 år for ung, kan lide brødet. 

mandag den 6. maj 2013

Derfor får vi en maid...

Der blev, efter mit indlæg om maids og maidkursus spurgt til hvorfor vi egentlig vil have en maid, og det synes jeg bestemt fortjener en forklaring.

Vi har valgt at få en maid fordi det gør livet en del nemmere. I Danmark havde både Rasmus og jeg bil, så vi kunne, uafhængigt af hinanden, komme hvorhen vi ville, og vi kunne have børnene med. Derudover gik Alexander i dagpleje/børnehave så han blev passet hele dagen, men Rasmus og jeg var på arbejde.

Her i Singapore kan det godt være at jeg er hjemmegående (indtil videre) men jeg har ingen bil, og derudover er der ikke rigtig mulighed for pasning af Saga. Eller det er ikke helt sandt, for vi kan godt få hende i en form for børnehave, men det beløber sig på det samme som det koster at have en maid til at bo hos os.

Det vil sige at vi kan få hjælp til ungerne, hjælp til rengøringen og hjælp til madlavningen for samme beløb som det koster at få passet Saga i en institution. Jeg siger ikke at hun skal stå 100% for alle tingene, men hun skal hjælpe til...

Der er måske nogen som synes det lyder unfair for hende, men jeg blev endnu mere glad for beslutningen da vi skrev til vores kommende maid at vi havde valgt hende og at vi nu bare venter på at papirerne går i orden og hun svarede med et "God bless you"! Ikke at jeg tror på gud, men hun er virkeligt taknemmelig for at have fået et job hos os. Alternativet fo hende er at være arbejdsløs i Filippinerne.

På den måde kan jeg være der for Saga i højere grad end hvis hun blev passet i institution, og samtidig kan jeg få mulighed for at arbejde lidt hjemmefra, træne, handle eller hente Alexander ved skolebussen, uden at jeg hele tiden skal tage højde for Saga og hendes rytme.

Desuden havde vi både venner og familie der kunne hjælpe os i Danmark, hvis vi skulle have passet ungerne. Jeg mener det er vigtigt for et hvert forhold at kunne gøre ting som f.eks. at tage i biografen eller gå ud og spise en gang imellem. Det kræver at ungerne bliver passet og da vi kender ikke så mange endnu, og det er kun Katrine og Martin der kender ungerne, så er det ikke så meget vi har mulighed for det. Katrine og Martin kan jo ikke passe vores børn hele tiden :)

Så konklusionen fra mig er: Jeg glæder mig meget til vores maid kommer, og jeg glæder mig til at lære hende at kende!

Hvis nogen har nogen spørgsmål, så er i velkomne til at skrive til mig :)


Mount Faber

En af vores ugentlige udflugter er gået til Mount Faber som et et bjerg eller måske nærmere et højdedrag ikke så lang fra Sentosa hvor vi bor.

Vi har kørt over bjerget flere gange og har i små glimt nydt udsigten, men i søndags fik vi parkeret og gået en tur. Det er bestemt ikke sidste gang vi er der, for udsigten er helt fantastisk og der er masser af flot natur at se.


Fantastisk sted som vi glæder os til at vende tilbage til - næste gang med madpakker og vand! Og bestemt et sted vi vil anbefale gæster at besøge :)

fredag den 3. maj 2013

Godt spørgsmål!


Jeg havde en lang og meget dejlig snak med søde Christel som lige er flyttet til Holland. Det er længe siden vi har snakket sammen og da vi kæmper med mange af de samme ting, med to børn på samme alder, et nyt hjem i et nyt land og ensomheden ved at være rejst fra alle vennerne, så var det dejligt at bruge næsten to timer med FaceTime og Christel.

Mens vi snakkede sammen stillede hun et super godt spørgsmål. Hun spurgte om jeg ikke savnede det derhjemme meget, når nu vi er så langt væk. Det er jo ikke svært at forestille sig at vi ikke lige tager hjem på weekend eller noget.

Og jo, vi savner det derhjemme, men jeg tror faktisk at jeg savner det mindre end hvis vi havde boet tættere på Danmark. Her er jeg ligesom klar over at det hele er så langt væk, så jeg tror at jeg har indstillet mig på at det ikke nytter så meget at savne helt vildt.

Men hvad jeg savner meget er kontakten. At høre hvordan det går alle vennerne derhjemme. Få historier om alle de kedelige dagligdagsting. Måske bare et "Hej, det er sjovt at læse med... Nu skal du høre hvad DK har at byde på for tiden..."

Nå, men det var lige aftenens tanker...

Vi har sagt farvel til min mor og Michael. Det var dejligt at se dem, og trist at sige farvel. Men nu er dagligdagen tilbage på godt og ondt.

Næste besøg er fra min bonusbror, Michael, som kommer forbi en aften i næste uge til lidt mad, da han alligevel er i Singapore med arbejdet... Det bliver hyggeligt at se ham, og høre lidt om hans snarlige familieforøgelse.

lørdag den 27. april 2013

Gaverne åbnet

Hvor er det bare dejligt med gaver fra de dejligste venner hjemme fra Danmark. Gaverne i sig selv varmede og indholdet var ikke mindre end fantastisk!

Alexander var meget utålmodig og spurgte hele dagen om hvornår han måtte åbne gaverne, og han blev super glad for krokodille spillet han fik da han endligt, efter far var kommet hjem, måtte åbne gaverne! Det er et super fint spil hvor man efter tur skal trykke mellem en og tre tænder ned i munden på krokodillen. Pludselig lukker krokodillen munden og så har man tabt. nårh ja, og så har krokodillen det ultimativt hånlige grin. Det er dog sjovest for Alexander at se andre spille det, da han selv er lidt bange for at få fingrene i klemme...

Til Saga var der en super sød kjole og en solhat, og specielt sidstnævnte er dejlig her i landet. Til de voksne var der et spil, Carcassonne, og det er absolut favoritspillet i husstanden. Dette spil er en vinterudgave, hvilket jo er meget passende for så kan man drømme sig til lidt køligere himmelstrøg når det hele bliver lidt for varmt.

Til sidst var der en have til mig - og hvilken gave. Der var smukt papir, søde wallstickers, mini-HAMA-perler og de sødeste instruktioner til at folde dyr af papir. Se dét er en veninde der kender mig :)

Ellers nyder vi at have besøg af mormor og bedste, og der bliver rigtig hygget. Vi er i skrivende stund ved at gøre os klar til at tage ud og spise ved marinaen.

søndag den 21. april 2013

Sommer i Danmark

... men hvor skal vi bo?

Vi overvejer lidt muligheden for at lave et bolig-byt når vi til sommer skal ca 14 dage til Danmark.

Derfor kaster vi lige ud til venner og bekendte om der måske er nogen der kunne være interesserede i at bytte bolig. Vi er interesserede i både en og to uger, helst to uger da det er lettest, men ellers ser vi hvad vi kan finde ud af.

Vi regner med at det bliver i de to sidste uger af Juli, men der er ikke taget endelige beslutninger om det.

Jeg skal nok smide nogle billeder op af vores hjem, men der er fire soveværelser, tre badeværelser, stue og køkken. Derudover er der lige neden for bygningen tre pools, social pool, børne pool og lap pool. Lejligheden ligger på Sentosa hvor der blandt andet er en meget flot strand, vandland, Universal Studios forlystelsespark og meget andet. Og så er det jo i Singapore som er en fantastisk storby.


Så hvis du/I kunne være interesserede i en eller to uger med gratis bolig i Singapore denne sommer, så smid lige en mail. Altså det inkluderer jo så at vi bor i din/jeres hjem i samme periode.

lørdag den 20. april 2013

Jurong Bird Park

Super dejlig park! Vi var afsted i søndags (d. 14. april) og det var en rigtig god oplevelse, vi var meget positivt overraskede over parken.

Det koster $20 at komme ind for voksne, og det synes jeg er en smule dyrt. Men heldigvis får man noget for pengene!

Der er flere forskellige shows i løbet af dagen, og vi så et af dem som var med papegøjer og tukaner. Meget sjovt, men altså ikke grunden til at komme.

Selve parken er rigtig stor! Der er en rute man kan følge rundt i hele parken så man kommer forbi alle områderne med forskellige fugle, og der er virkeligt mange. Det er nogle fine store bure til fuglene og enkelte kæmpe store voliere hvor man er sammen med fuglene på meget tæt hold.

Specielt et sted kan man fodre nogle fugle (kan ikke lige huske hvad de hedder, men de ligner så papegøjer) og det er rigtig sjovt. Man skal dog have lidt tålmodighed, både fordi fuglene skal have tid til at komme og spise og fordi der er ret mange mennesker som alle prøver at komme tæt på fuglene.

Den opmærksomme læser vil se to meget sjældne skabninger blandt fuglene; den hattebærende ballademager og den rødskæggede svejseingeniør. Jeg var meget heldig at fange dem begge. Det kan være svært at få ordentlige billeder af dem da den ene ofte er i fuld fart og der kræves derfor specielt udstyr for at få et skarpt billede, og den anden er ofte at finde i områder af Singapore hvor jeg ikke så tit kommer.
Rigtig flot og spændende park som helt klart kan anbefales!

fredag den 19. april 2013

Besøg fra Danmark!

Så har vi fået vores første gæster og det er bare dejligt. Det er min mor og Michael, og lige nu er de ved at sove lidt af deres jet lag væk.

Med sig bragte de rigtig mange dejlige ting fra Danmark som vi har savnet på trods af at vi kun har været her i 2 måneder. Men det er noget andet at være på ferie i så lang tid, så ved man at man kommer hjem til det man savner, men når vi bor her, så er der bare ting der er rare at have.

Mere om de fine ting de havde med en anden gang.

Med sig bragte de også disse:
... og jeg er super spændt på hvad det er!

Håndskriften kan jeg kende, så jeg ved hvem de er fra, men indholdet kender jeg ikke endnu! Og jeg har fået at vide at jeg skal vente til Rasmus er hjemme så vi alle er sammen! ØV! Jeg er bare så nysgerrig. Men det er bare dejligt med sådan en overraskelse fra dejlige venner. Og jeg siger allerede tak nu, indholdet ukendt, for det var bare en dejlig følelse at vide at nogen har givet min mor og Michael pakker med til os.

Tak TeamHarsløf!

Jeg glæder mig til Rasmus er hjemme så jeg kan se indholdet!

torsdag den 18. april 2013

Labrador park

Rasmus og jeg har aftalt at vi hver weekend skal gøre et eller andet med ungerne - om det er en tur i Zoo, til et arrangement for børnene, en gåtur i en park eller lignende. Vi skal bare ud og opleve noget og være sammen som familie. Da vi var i Danmark fik vi aldrig rigtig gjort så meget da vi ofte besøgte venner og familie, og så gik fridagene med dette. Det skal ikke misforstås, det var selvfølgelig fantastisk, og vi savner alle vores venner og vores familie meget, men de er her bare ikke, så derfor aftalen om at gøre noget som familie.

Jeg har så besluttet at jeg vil skrive om de steder vi besøger så vi kan huske det og eventuelt anbefale eller fraråde dem der kommer og besøger os at se stederne. Giver det mening? Det håber jeg.

Nå men, påske søndag besøgte vi Labrador Park, som er en naturpark der ligger på Singapores sydkyst, ikke langt fra hvor vi bor.

Vi tog ret tidligt afsted, og det viste sig at være en god beslutning, da vi uden problemer fandt en parkeringsplads, men bare et kvarter efter var der ingen parkeringspladser at finde. Man kan dog tage metroen (MRT) til parken, men så er der et godt stykke at gå for at komme til selve parken, specielt hvis man har børn med.

Vi havde gjort vores forarbejde godt og havde set på nettet at der var en cafe, så vi regnede med at vi kunne få lidt at spise og drikke når vi var der. Der tog vi dog ret meget fejl.

Vi havde gået op ad bakke meget langt og specielt Alexander var meget træt. Vi svedte alle og glædede os til en is i varmen. Da vi kunne se cafeen kom vi i tanke om at vores penge var i bilen, så vi kunne ikke købe noget. Jeg meldte mig frivilligt til at vandre ned til bilen, hente penge og vandre op på bakken/bjerget igen. Da jeg (meget svedig og forpustet) kom tilbage til Rasmus og ungerne havde de været forbi cafeen som de kunne fortælle var lukket. Heldigvis havde vi vand med, men skuffelsen var alligevel stor.
Nå, men vi vandrede videre og fik set nogle smukke steder. Der var et meget flot udsigtspunkt og vi var konstant omringet af tæt jungle. Der skulle efter sigende være aber og store varaner, men vi så desværre ikke nogen.

Ud over den smukke natur er parken et gammelt britisk fort brugt under anden verdenskrig. Der har været masser af tuneller gennem bjerget og der er en masse gamle kanoner og andet skrammel. Jeg er ikke så krigs-interesseret, så informationstavlerne var ikke det jeg studerede mest.

Alt i alt en rigtig fin park, men det er bare en park. Smuk natur, uden tvivl, og et fint sted at tage hen med en madpakke og noget vand!

Rundt omkring Oceanfront

Jaja, der skal nok komme nogle billeder fra lejligheden, men vi har først fået hentet det sidste af pappet fra flytningen for et par dage siden, og igår var der gang i den helt store oprydning af de sidste ting.

Men indtil jeg er klar til at tage billeder af det indvendige, så kan jeg lige vise hvad vi har rundt om vores lejlighed.

De første billeder er af de fine faciliteter vi har i forbindelse med lejligheden... Social pool, børnepool og lap pool.






De næste billeder er taget udenfor Oceanfront området. Vi har marinaen på den ene side og havet på den anden side... Langs vandet går der en fin snoet sti med dejlig udsigt.





På det sidste billede kan man se vores lejlighed. Det er den der gemmer sig halvt bag de mærkegrønne lave træer til venstre i billedet. Billedet er taget fra stien ved vandet.