søndag den 29. juni 2014

Alt ånder fred .. og jetlag

Saga sover, jeg kan høre hendes snorken  fra soveværelset. Alexander er hos Mormor og Bedste i nat. Jeg selv sidder på sofaen med et glas vand og noget lakrids. Det bliver ikke bedre. Jo, hvis Rasmus var her!

Jeg sidder i den super fine lejlighed vi har lejet for sommeren. Den ligger i 8-tallet i Ørestaden og den lever i høj grad op til forventningerne. Det er en helt perfekt lejlighed at tilbringe vores sommerferie i Danmark i. 

Nu glæder jeg mig bare til Rasmus har ferie så vi kan putte sammen på sofaen med snorkende børn i soveværelserne. 

tirsdag den 10. juni 2014

Aerobic forklædt som kampsport

'You didn't look too comfortable in the class ..' No shit Sherlock! Pigen har tydeligvis set mig til den nyeligt afsluttede Body Combat time.

Der var ikke nogen der havde fortalt mig at Body Combat gik ud på at hoppe rundt til høj musik og lave mærkelige kombinationer af slag, spark og dansetrin. Jeg hadede det og kunne efter cirka 30 sekunder kun ønske at timen var færdig.

Det er så en af de ting jeg ikke gør igen. Men så er det prøvet.



Der står altså ikke noget om aerobic, dans og tåbelig musik! Der er nævnt ord som 'Mixed Martial Arts Warrier', 'Ripped' og 'Elite Martial Arts' - det var ikke ligefrem ord jeg kunne nikke genkendende til efter min prøvetime idag.

fredag den 6. juni 2014

Alt fejres med slik

Hele tiden slik. Det virker som om det er en selvfølge at alting fejres med slik. Altså til børnene. Sådan var det i hvertfald i Alexanders klasse.

Vi har lige hentet Alexander fra sidste skoledag i K1. Mor synes det er lidt stort at han nu har gået et helt år i heldagsskole og han er bare blevet så god til engelsk. Men lige inden han gik fik alle ungerne stukket noget slik i hånden. Det virkede lidt som en slags eftertanke. 'Hov, de har jo ikke fået slik!'

Vi havde tænkt os at tage ud og spise en is med Alexander og fejre hans sidste skoledag, men efter en stor slikkepind og en relativt stor pose Skittles (som han dog har gemt) falder isen lidt til jorden. Han fik valget mellem slikkepinden han lige havde fået i hånden eller en is med mor og far. Jeg kan godt forstå at han valgte slikkepinden, men det havde nu været hyggeligt at gå ud sammen. Og så blev dagens høst lige toppet af med den pose med slik og lortelegetøj vi fandt i hans taske.

Men det er ikke første gang. Sådan er det ofte! Alexander kommer hjem fra skole med en kæmpe pose med slik, en goodie bag, som han har fået i skolen fordi der er en fra klassen der har haft fødselsdag. Og så har de fået kage samme dag på grund af samme fødselsdag. Men er det ikke lige i overkanten? Jeg synes at de kunne have fejret med lidt slik eller kage i skolen og så var det ligesom slut. Ikke også en slikpose med hjem. Alexander er jo fuldt ud klar over at han har en pose med slik i tasken, så det første han siger når han kommer hjem er om han må få noget slik.

Jeg er ærligt talt lidt træt af det. Slikposerne som bliver delt ud til enhver lejlighed. Til fødselsdage er konceptet at alle selvfølgelig har en gave med til fødselaren, der festes med masser af kage og eventuelt noget fastfood og så sluttes dagen af med at alle gæster tager en goodie bag med hjem med legetøj og slik. For at gentage mig selv, så forstår jeg det altså ikke. Er det ikke nok at der er blevet festet med kage og slik?

Det er ikke fordi jeg ikke vil have at Alexander får slik, men jeg vil gerne give ham et naturligt forhold til det og ikke gøre det til en selvfølge at man fejrer alt med slik!

Drømmer mig lidt tilbage til det danske institutionsliv med sukkerpolitikker (tænk at jeg nogensinde skulle sige det)!

onsdag den 28. maj 2014

Foamtastic

Starten er lige gået. Skummet dækker mine arme og ben. Det klistrer og har en syntetisk og sødlig duft. Hvad er det jeg har rodet mig ud i?

Efter kun 30-40 meter ligger Nicky og jeg forrest. Altså foran alle andre i løbet. Det kan da ikke passe. Eller kan det? Vi startede godt nok i den første bølge af løbere der blev sendt afsted, men alligevel? Jeg går ud fra at det kun er indtil de andre får ordentlig fart i benene, så bliver vi hurtigt overhalet.

Jeg deltog i et Fun Run i weekenden. Det blev holdt ude på stranden her på Sentosa og hed 5K Foam Run. Alene navnet! Nå, men altså, her stod vi lørdag morgen, Nicky og jeg. Klar til de fem kilometers løb rundt på stranden. Forhindringsløb rundt på stranden.

Det var super sjovt. Og det viste sig at ca. 90 % af deltagerne valgte at gå ruten istedet for at løbe. Og der var ikke tidstagning. Og så var de fem kilometer lidt optimistisk sat af arrangørerne. Mit gpsur sagde 4.07 km. Men det er jo bare detaljer.

Vores indledningsvise føring viste sig at holde hele løbet. Nicky løb i mål som den første og jeg som den anden. Og der var oven i købet 3-4 minutter til den næste efter mig kom i mål. Der er ingen tvivl om at der er andre i de senere bølger af løbere der blev sendt afsted der løb hurtigere end os, men vi var rigtig godt tilfredse. Og meget våde. Og meget trætte i benene efter at have løbet i sandet.

For at give en god start på løbet var startlinien blevet proppet med skum. Der var en halvanden meter høj mur af skum der strakte sig i hele bredden af startlinien. Så er der lagt op til et godt Fun Run. Herefter var der et godt stykke med løb på asfalt inden anden forhindring som var en masse dæk man skulle hoppe igennem, militærstil. Dette efterfuldt af udspændte snore der skulle kravles under og til sidst en forhindring vi skulle hoppe over. Ingen ben i det.

Så stod den på løb i sand og løb på vand. Tynde skummåtter lagt ud i vandkanten. Det er altså svært og hårdt at løbe på. Jeg klarede de første tre ud af fire. På den fjerde faldt jeg i vandet og skyndte mig op og løb videre. Denne gang direkte over til en kæmpe hoppeborgs-agtig konstruktion fyld med .. Ja, skum!

Tilbage til at løbe i sandet. Mine fødder svuppede i skoene og jeg var drivende våd. Huden klistrede efter skummet som var tørret og den syntetiske duft var uudholdelig. Men det var det sidste stykke. Endnu en hoppeborg, denne gang kun med vand, ventede og til sidst mållinien som var en slags glidebane. Her var der dog ikke sparet på skummet, men heldigvis var der nogen med en vandslange til at skylle ansigtet bagefter.

Trætte, klistrede og glade kunne Nicky og jeg give hinanden en high five, tage vores 'Foam Run Finisher'-klipklappere og finde vores familier.

Glæder mig allerede til næste Fun Run - hvad det end må blive.










mandag den 14. april 2014

Oceaner af overflod...

Hvor tit er det man støder på navne som Night Train, Duchessa, Cloud Nine eller Moon Sand? Og så fra steder som Langkawi, British Virgin Islands, Bikini Islands, Cayman Island eller Cape Town?

Det gør man i hvert fald en gang om året når der er Singapore Yacht Show. Det blev igen i år afholdt på Sentosa, ved marinaen der ligger lige ved siden af os.

Det er et show uden lige... Der er alt for milliardæren med penge der brænder i lommen. Det er en vulgær fremvisning af nogle af de dyreste stykker legetøj man kan få for penge. Der er biler, sejlskibe, motorbåde, speedbåde, undervandsbåde, ferielejligheder, rejser, investeringsmuligheder og privatfly. Og det er bare de største kategorier nævnt. Det er materialisme i overflod og man skal have en fuldstændig absurd og forkvaklet ide om egne behov eller bare en stor lyst til at blære sig hvis man overvejer nogle af de genstande der var højdepunkterne på Yacht Showet.

Men imponerende var det da. Et 67 METER langt sejlskib (det 7. største i verden ifølge Wikipedia), en parade af 10-12 Lamborghinier, alle i forskellige farver, modeller af undervandsbåde til 6 mennesker, en beskeden yacht på kun 50 meter med tilhørende amfibie-jeep til når man skal i land på de øde øer man besøger. Kun fantasien satte grænser hvis man bare havde penge på lommen. Jeg overhørte starten på en samtale som jeg aldrig har hørt mage til før og sikkert ikke kommer til igen. Og jeg ville meget gerne have hørt slutningen. Sælger til mand: "Sir, are you looking for a submarine?", Mand til sælger: "Yes!".

Vi var, som beboere på Sentosa, heldige at få gratis adgang til alle fire dage der var show. Ellers skulle vi havde punget ud med ca 800 kr. pr. person. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at vi ikke engang ville overveje at købe billetter selv!

Marinaen som ikke er specielt stor, var pakket med både. De lå meget tæt og det var et imponerende syn.

Rasmus og jeg forelskede os lidt en sejlskibet på billedet nedenunder. Vi snakkede med sælgeren som kunne fortælle at vi kunne få den for den besked sum af 24 millioner... Euro! Tror måske vi melder pas.

Vi har også erfaret at yachts er pungdyr.. Eller pungbåde... De bærer deres unger i et hulrum i skroget.  Man har ikke en båd hvis man ikke kan gemme en mindre speedbåd og en jetski bagi.



Der blev også lige plads til lidt familiebilleder :) Alexander var tilpas imponeret og nød at gå rundt og kigge på både. Han mener også at vi skal have en båd, men vi måtte desværre fortælle ham at det altså ikke blev lige nu...





Den førnævnte yacht på kun 50 meter. Med amfibie-jeep gemt i siden... Det er for meget!



Jeg nævnte også det helt utroligt store sejlskib. 67 meter! Man kan på billedert nederst til højre se størrelsesforholdet. Der står nogle mennesker under bommen. Og så har ethvert sejlskib med respekt for sig selv da en lille motorbåd gemt i skroget også... Men jeg er nu imponeret over hvor smuk den er. Kolossal, men smuk!


Og så lige lidt bil-lir! Jeg har kun vist billeder af Lamborghinier, men der var mange flere luksusmærker repræsenteret på showet. Der kan nævnes Ferrari, Jaguar, Aston Martin, Rolls Royce og Maserati. Nu er jeg ikke specielt interesseret i biler, men det var da imponerende!



lørdag den 12. april 2014

Singapolish – vesten i østen

Min søde veninde, Michala og hendes mand og deres søn kom forbi Singapore nogle dage i forbindelse med en rejse til Thailand. Det nød vi meget! Jeg spurgte dem om de ville bidrage med lidt observationer her til bloggen og det ville de heldigvis gerne. Michala har skrevet nedenestående fantastiske indlæg. Det er tydeligt at hun er journalist og jeg er super imponeret over hende flotte formulering og utrolige observationer.

Det er verdens dyreste land at leve i siges det. Men til gengæld får man også noget for pengene set med en vesterlændings øjne. Vel at mærke en vesterlænding med en lille tendens til autisme, forstået som trang til orden og systemer. Singapore tør tænke stort, og er en lille vestlig oase midt i fjernøstens eksotiske smeltedigel af kulturer.

Allerede i lufthavnen fornemmer man, at der er orden på sagerne. Man skal ikke lade sig narre af det 70'erbrune gulvtæppe. Det er nemt og bekvemt med høj toiletstandard , behagelige loungeområder og eksklusive butikker. Har man oven i købet sin egen privatchauffør (Maria) stående i ankomsthallen er lykken faktisk gjort, selv når man ankommer efter 14 timers rejse med 1,5 årig, som stadig døjer med efterveerne af en lungebetændelse.
Netop eksklusiviteten er et gennemgående tema i Singapore. Også når man bevæger sig udenfor lufthavnens betryggende aircondition. Buske og træer blomstrer året rundt takket være en intens vandingsindsats, og fortovene ser ud som om, de er børstet med tandbørste. Det er de muligvis også, for nok er Singapore et rigt land, men maskerne i det sociale sikkerhedsnet er store, så det gælder om at finde sig et job, alt efter hvor langt ens evner rækker...

Alene køreturen fra lufthavnen til Rasmus' og Marias lejlighed på Sentosa er en oplevelse i sig selv. Singapore er ikke noget stort land. Derfor er det også overvældende at springe mellem de fancy højhuse med opfindsom arkitektur i centrum til det imponerende industrielle havneområde med endeløse rækker af containere og kraner på den korte køretur. I øvrigt må det være de enorme containerskibes drøm at få lov at ligge og duve i det azurblå hav, mens de venter på at læsse eller losse deres last. Set fra luften så det helt grotesk ud med de mange giganter, som lå for anker på sandbankerne i det azurblå hav ud for østatens kyst.

Men da vi først var placeret i sofaen på altanen hos Rasmus og Maria behørigt udstyret med dugvåde glas og udsigt over poolen var vi ikke misundelige :) En af fordelene ved ved at rejse ud og besøge venner i udlandet er jo netop, at man bliver en del af et hjem i stedet for et anonymt hotelværelse. Derfor stod den de næste dage på masser af godt selskab, skøn mad, svalende poolpjaskeri og hyggelig spilledyst, når ungerne var gået omkuld om aftenen.

Dagene fyldte vi med udflugter til det famøse shoppingcentrum, hvor man kunne lægge nakken tilbage og gratis forgabe sig i arkitekturen i erkendelse af, at vi næppe havde råd til mere end posen i de mange dyre mærkevarbutikker indenfor. Vel at mærke butikker, som ligger side om side i de mange centre, som også ligger side om side. Man kan undre sig over, at de kan finansiere de dyre adresser, når der ligger 3 magen til i samme gade...

Stort set alt er nyt og shiny i Singapore. Derfor var det også ret skønt at gå på opdagelse i de små gader i Little India og Chinatown. Som et af de eneste steder i storbyen har de små charmerende to-etagers huse med træskodder fået lov at stå, og vidner om en helt anden tid i landet. Og selvom områderne er blevet turistattraktioner, fornemmer man stadig en skøn autencitet i de fredede huse.

Autensitet kan man måske ikke beskylde de mange luksusvillaer på Sentosa for, men det er nu alligevel sjovt at bevæge sig rundt i området, og se hvordan dem, som har penge nok, indretter sig. Hvadenten det er i en pyramide eller i et stilrent hus med glasgulv ned til swimmingpoolen i kælderen. Ret fascinerende og en udflugt værd i sig selv med anledning til både løftede øjenbryn, træk på smilebåndet og ren forgabelse.

Under sådanne ture støder man også på mange unge piger, som udenforstående kunne tage for indfødte, med ”hvide” børn i klapvogn. Ikke fordi de er blevet adopteret eller stjålet, som vi jokede med undervejs, og holdt godt fast på vores egen meget blege lyshårede gut. Næh, det er resultatet af, at stort set alle hyrer en ung pige til at hjælpe med husholdningen og de mindste, som jo ikke kommer i vuggestue. I stedet mødes de i grupper på legepladser og græsplæner i området til ”playdates”. Hyggeligt ser det ud, men lidt af et sprogligt sammensurium må det være med de mange, ofte ”importerede” piger og børnene med deres forskellige varianter af babysprog alt efter om der bliver talt dansk, fransk, kinesisk eller noget helt andet i hjemmet.

I det hele taget møder man ret mange typer på sådan en tur rundt i området, og også mødrene ved skolebussen er et studie i sig selv. Her skinner det igennem at Sentosas beboere består af rigtig mange udstationerede og dermed forskellige kulturer. Fællesnævneren er dog en vis økonomisk standard. 

Om bord i skolebussen var også Alexander, og vi fik lejlighed til et smugkig i skolegangen, som jo begynder tidligt i Singapore. Igen en af de spændende muligheder man får, når man ikke bare er turist, men besøger venner. Selvom det lyder voldsomt at sætte 4-årige på skolebænken, virker det til, at børnene lærer gennem leg og fortællinger, og det er måske i virkeligheden ikke så meget anderledes fra det der foregår i gode børnehaver herhjemme. Måske bare sat lidt mere i skema. Og selvom Alexander havde svært ved at bevare koncentrationen med de mange gæster i lokalet, så virker det som om, han nyder at gå i skole.

Ovenpå skoleoplevelsen blev der også lejlighed til udflugt på familiens yngstes præmisser. Singapore Zoo, som jo næsten er et helt land i sig selv. I hvert fald var det så stort, at mindstemanden måtte opgive at holde sig vågen hele vejen igennem. Han nåede at kigge beundrende på giraffer (som i parentes bemærket ikke bliver skudt i Singapore), aberne, som svingede sig frit i trætoppene over vores hoveder og en fætter til hans soveelefant. Men haven er ikke kun et udflugtsmål til at aktivere ungerne. Den er indrettet meget naturtro med grave og forskydninger i landskabet, så man kun sjældent bemærker bure og hegn. I princippet kunne man som voksen sagtens fordrive en hel dag med at gå rundt i parken. Og så er Singapore bare et nemt land at rejse med børn i. Der er næsten altid adgang til puslepladser, som vel at mærke kan betjenes af både mor og far, på restauranterne er der rigeligt med høje stole og der er sjældent ret langt til den nærmeste legeplads, som gerne byder på badebassiner og springvand i rigeligt mål. Selv Danmark kan ikke følge med på det niveau.

Da vi vinkede farvel i lufthavnen efter 4 skønne og intense dage var vi ikke i tvivl. Singapore har mere at byde på, og vi kommer gerne igen, hvis vi får anledningen.

torsdag den 10. april 2014

Rundt i Reden #1

Som lovet kommer der nogle billeder fra vores lejlighed, Ravnereden. Vi prioriterede at bo på Sentosa på trods af at det kan være lidt bøvlet at komme ind til centrum og der er ikke så gode indkøbsmuligheder. Det er ting man kan planlægge sig ud af, og det vi får til gengæld er helt klart ulemperne værd.

Her er stille og smukt. Der er vind til at gøre luften (en smule) friskere. Der er brede stier hvor Alexander har kunne lære at cykle og Saga kan løbe og lege. Og så er der havet. Den smukke havudsigt som de fleste sukker efter at have, så det kunne vi ikke sige nej til når vi nu havde muligheden.

Vi bor i en lejlighed på lige under 2000 sq. ft. som nogenlunde svarer til 185 m2. Det er dog inklusiv altanerne som er gavmildt distribueret ud på hvert værelse. Bygningen er kun 4 år gammel men man kan allerede se at tingene er ved at falde fra hinanden. Det er smukt at se på, men kvalitet er ikke i højsædet!

Det sagt, så kommer der i dette indlæg billeder fra vores stue, køkken og lift lobby. Rigtig mange billeder! Man kan (som altid) klikke på billederne og se dem i større udgave.

Først er der en del billeder fra vores stue/spisestue. Det er et enkelt stort rum og jeg er vild med lige præcis dette rum. Jeg synes at de hvide vægge og det meget lyse marmorgulv er helt fantastisk. Jeg har prøvet at tage billeder så man både kan se hvordan rummet er og nogle detaljebilleder fordi jeg synes det er hyggeligt :) Og så eeeeeeeelsker jeg vores kæmpe store gule/grønne billede - det passer perfekt ind!











Vi har ikke så meget altan i vores lejlighed... Eller det vil sige, vi har ikke så store altaner i vores lejlighed. Så derfor er der ikke plads til så meget derude. Vi har en sofa som vi er meget glade for og så har jeg købt en masse planter. Jeg har en svaghed for orkideer og har efterhånden en del af dem. Og der kommer hele tiden nye til..






Fordelingsgangen er prydet af det smukkeste maleri fra min talentfulde bonussøster og vi er meget glade for det. Og så nogle familiebilleder.



Køkkenet er åbent og ligger midt i stuerummet. Det er hvidt og pænt, og med utroligt lidt skabsplads. Men til gengæld er der vinkøleskab som er næsten uundværligt her i troperne.








De sidste billeder viser vores lift lobby. Rigtig mange lejligheder har privat elevator hvilket vil sige at man har et nøglekort som kun virker til en enkelt elevator og en enkelt etage. Og så åbner elevatoren direkte til lejligheden.

Vores lift lobby bliver mest brugt til sko (selvfølgelig), klapvogn og Alexanders cykel. Det er helt umuligt at få det til at se pænt ud, så der er der stort set altid rodet..